Kunstneren fortæller om altertavlen
Kunstneren Liselotte Krodal skriver om sit værk:
I forbindelse med mine antropologiske studier fulgte jeg hospitalspræst Christian Busch på Rigshospitalet, hvor jeg overværede mennesker i deres sværeste stund; i nøddåben, sengelejevielsen og sjælesorgen. Jeg oplevede, hvordan et døende barn gennem nøddåben gik fra at blive omtalt "det" til "han", hvordan stærke rationelle mænd gennem kærligheds-andagten fik plads til at sige de store ting og vigtige ord til deres snart efterladte hustruer. Ord som ikke kan rummes i en almindelige hverdag. Da jeg spurgte Christian om, hvad det er ritualer kan, sagde han, at ritualer ligger sig som en beskyttende kappe omkring menneskene og bærer det på en strækning, hvor det ikke selv magter at gå.
Det er den oplevelse jeg ville formidle i altertavlen: Hvordan religiøse ritualer stadig, for moderne mennesker, er en meningsgivende rammesætter for store begivenheder og kan fungere som mental kappe, når en afgrund skal passeres.
Jeg ville derfor skabe en altertavle, som bærer det gamle ind i det nye, hvorfor altertavlen er fremstillet i en fusion af gamle håndværk og ny teknologi: Vingerne på den store stålplade er udsmykning med, er lavet med originale forgyldnings-teknikker, glassøljerne er dekoreret med gammeldags unika silketryk. Dürers fantastiske træsnit af Treenigheden er fremhævet gennem den nyeste LED-teknologi og belyser hen over 500 år stadig stærkt og enkelt grundvilkåret i vores kristne tro. Den røde streg i glas, der løber ned over glassøjlerne via stigmata-sårene er også tænkt som en tidslinje. Denne tidslinje løber gennem det stærkt stiliserede hjerte, der i sin trekant står og balancerer usikkert, men holdes oppe af opdriften fra vingerne, som symboliserer de håb, ønsker og den nåde, som hver enkelt af os stadig, i en moderne verden, har brug for kirken til at rammesætte. Når vi skal sige ting til hinanden, der ikke kan rummes i hverdagen.
Liselotte Krodal