Baby salmesang/rytmik for børn i alderen ca 2 mdr. - 12 mdr.

Sang skaber tillid, kontakt og fællesskab. Mennesker har til alle tider og i alle kulturer sunget for og med deres barn. Det lille barn suger hele Verden til sig og oplever gennem alle sanser. Det føler tryghed ved at høre mors eller fars stemme, som det jo kender så godt. Faktisk er det lige præcis dets mors eller fars stemme, der er den allerskønneste og dejligste i hele Verden!

I babyrytmik i Hans Egedes Kirke genopliver vi de kendte og elskede sange fra den danske sang- og salmeskat, og giver dem videre til næste generation. Vi benytter en blanding af fingerlege, sanglege, kanons, almindelige børnesange og salmer. I undervisningen bruger vi endvidere hånddukker, forskellige instrumenter, rollespille/sanglege, visuelle stimuli som sæbebobler, vifter, billeder, farvestrålende paraplyer, tæpper til at vugge i o.m.a. i forbindelse med sangen. Alt sammen for at stimulere barnets sanser og gøre oplevelsen af musik og tekst dybere.      

Leg, sang, dans, lytning, rytme osv. stimulerer barnets udvikling blidt både på en lang række områder, herunder bl.a. det musikalske og det sociale, emotionelle, æstetiske, kreative, motoriske og det sproglige. Desuden styrkes kontakten og båndet mellem forælder og barn.

Babyrytmik giver også lejlighed til at møde andre forældre – i fællesskab om babyerne og musikken – og har her mulighed for at lave noget sjovt og hyggeligt sammen, at udveksle erfaringer, råd og meninger, samt at opbygge netværk og venskaber i lokalmiljøet.