Kroppen i oprør

Smerter, vrid og kropslig lidelse er i centrum i de mest betydningsfulde dele af Abildgaards bevarede billedkunst. Men udstillingen på Statens Museum for Kunst er også værd at besøge, fordi den åbner øjnene for mindre kendte sider af Abildgaards samlede arbejder

Kunstmaleren Nicolai Abildgaard beskrives i introduktionen til efterårets store udstilling på Statens Museum for Kunst som ”dansk malerkunsts oversete farfar”. Det er nu nok så meget sagt. For hvem kender ikke til et af europæisk malerkunsts absolutte hovedværker, ”Den sårede Filoktet”? Problemet med Abildgaard er ikke, at han ikke er kendt. Problemet er snarere, at hans værker er så fåtallige, at der yderst sjældent er sat eller kan tænkes at blive sat værker til salg. Og at de, hvis de blev sat til salg, formodentlig ubetinget ville blive ramt af et eksportforbud. Af 155 katalognumre er således kun de fire anført som værende i privateje, heraf et i fransk privateje. Hertil kommer desuden, at hans værker alt andet lige jo heller ikke egner sig til at hænge op som sofastykker, således som det gælder hans elev Eckersberg og de øvrige guldaldermalere. Abildgaards malerier er nemlig for de flestes vedkommende yderst foruroligende.

Mellem drøm og praktisk virkelighed
Ifølge kataloget har det at gøre med to forhold. Dels levede Abildgaard tydeligvis et dobbeltliv. På den ene side var han en radikal drømmer optændt af tidens strømninger, herunder ikke mindst oplysningstidens politiske dønninger i form af den franske revolution. På den anden side var han bundet op på at agere i samklang med sin kongelige mæcen, hoffet omkring Chr. VII. Fra Abildgaards hånd har vi derfor ikke kun de monumentale malerier over antikkens helte og tragedier. Vi har også de tre efterladte monumentalmalerier, der blev reddet fra Christiansborgs Slots brand i 1794. Motivkredsen var dels de danske kongers historie, dels en række allegorier over den europæiske kulturhistorie.

Det monumentale og det finurlige
Disse malerier (som på grund af branden for en stor dels vedkommende kun eksisterer som skitser) er imidlertid tydeligvis ikke helt tilforladelige. På udstillingen er de da også sammenholdt med den anden side af Abildgaards kunst, hans lejlighedsvise finurlige og til tider satiriske sidekommentarer til København i agterspejlet, trykt som en serie grafiske særtryk i serien ”Kiøbenhavns Skilderie”. Her kunne godtfolk købe stor kunst formidlet som skillingetryk. Denne dobbelthed: På den ene side det monumentale og på den anden side det naragtige og liderlige giver beskueren lejlighed til at gå på jagt efter latteren i et billede som ”Ærkeenglen Mikael og satan, der strides om Moses’ afsjælede legeme” fra 1782, der sidenhen – ti år efter – fik en blasfemisk og spøgefuld drejning i en laveret blæktegning. Det er ikke uden betydning, at Abildgaard allerede i Rom lærte svenskeren Sergel at kende, der levede samtidig med Bellman og yndede at tegne i digterens ånd, samtidig med at han arbejdede som monumental billedhugger.

Det sårede og forpinte
Abildgaards kunst er desuden fyldt med kroppe. Ved et første øjekast virker de egentlig ikke særlig provokerende. I mange af malerierne synes man at kunne finde et genskin af nogle af de mest berømte antikke skulpturer, hvor lidelsen ifølge datidens fremherskende kunstfilosofi fremstilledes heroisk. Et ideal, der indtil tyskeren Lessing tog sit opgør hermed, var fremherskende på parnasset. Efter Lessing måtte samtiden imidlertid tage et opgør med denne nyklassicisme, og Abildgaard var medaktør i dette europæiske kulturopgør. Hans maleri ”Den sårede Filoktet” med sin forvredne og smertefulde krop var hans fornemste indspark i denne standende debat. Måtte smerten ofres på skønhedens alter, for at en figur kunne fremstilles ”sympatisk” eller medlidenhedsvækkende? Eller måtte smerten tværtom udpensles for at vække de slumrende følelser af ligegyldighedens dekadence? Med ”Den sårede Filoktet” svarede Abildgaard klart ja til det sidste. Det betyder så også, at Abildgaards kunst i dag fremstår så meget mere frisk, end de fleste måske umiddelbart forestiller sig.

Det er en stor udstilling og bør være fast indslag i sognenes vinterudflugter. Kan varmt anbefales. Men husk at læs kataloget før besøget.

Nicolai Abildgaard. Kroppen i Oprør
Statens Museum for Kunst 29. august til 3. januar 2010, www.smk.dk

Lederballe, Thomas m. fl.: Nicolai Abildgaard. Kroppen i oprør.
Statens Museum for Kunst 2009.
296 s. 298 kr.