Thomas Kluge

Kluge er kunstparnassets forkætrede grimme ælling. På Kronborg er det imidlertid tydeligt, at svanen har fået hvide fjer

Det er næsten ikke til at bære endnu engang at blive præsenteret for historien om Thomas Kluges komplicerede forhold til den danske kunstverden. Ikke fordi historien ikke er sand. Men simpelthen fordi den så tydeligt stinker af fortid. Uanset er der grund til at anbefale denne udstilling af Kluges malerier i Kronborgs Dansesal, som rummer portrætter af samfundets ledende personer, kongefamilien og ”Betonmanden” Holger Danske.

Med tak til Holbein
Efterårets store udstilling af portrætter og andre værker fra Thomas Kluges side demonstrerer med al ønskelig tydelighed kunstnerens hang til fortidighed. Vel, naturligvis er det muligt at se, hvorfra kunstnerens inspiration er hentet. Eksempelvis i det maleri af Københavns tidligere biskop, Erik Norman Svendsen, der er udstillet, og hvis inspiration – måske – kan genfindes på Hampton Court, hvor Holbeins billede af Christian den 2.’s datter hænger. For netop i maleriet af Erik Norman Svendsen bliver det tydeligt, at kunstneren i sin skildring af sit persongalleri er på jagt helt dybt nede i halsen og ind i hjertekulen på den, der står model hertil. Vi ser ind i øjnene på biskoppen og husker!

Lyslevende personligheder
Ind imellem er portrætterne næsten nådesløse i deres skildringer af offentlige personligheder. Det sker, når de portrætterede så tydeligvis fremstår flade, fordi de også er bærere af flade personligheder. Så er der næsten tale om, at skilderierne står og glimter med alt det guld, kunstneren syngende må have båret ned i banken, alt imens han tænkte, at der, hvor der intet motiv er – ingen sjæl er – der lader det sig ikke gøre at male andet end magt og vælde. Og så er der alle de mange (de fleste) portrætter, hvor personerne står lyslevende foran os, og vi næsten ikke kan lade være med at le himmelhøjt, fordi billederne åbenbarer sider af personen, som vi vidste, var der, men bare havde set bort fra.

Afslørende portrætter
Særligt et portræt gjorde et stort indtryk, nemlig maleriet af den afdøde politidirektør Efsen. Her er tale om et menneske, som undertegnede kendte ganske godt, fordi han var medlem af menigheden i min kirke. Og her i maleriet genkender jeg ham som netop dette venlige og retskafne menneske, han var. Det var blandt andet også i mødet med dette portræt, at det slog mig, hvor anderledes det er at blive mindet om en person i kraft af et maleri, end hvis det havde været et portrætfoto. Stillet over for kameraet er det nemlig alt for let at lyve. Hvem har ikke lært at sige ”cheese” og tænke på (børne)børnene, mens fotografen knipsede løs. Og derved muligvis undslippe afsløringen af sindets uudgrundeligheder. Udstillingen af Kluges portrætter lader imidlertid ingen tvivl tilbage om, at det i mødet med Kluges minutiøse pensler ikke er muligt at skjule sig bag tillærte grimasser og flyvske tankerækker.

Surrealisme
Portrætterne er naturligvis en stor og væsentlig del af kunstnerens arbejde. Men udstillingen viser ud over portrætterne også sider af hans arbejder, jeg knap kendte til. Nogle af dem er enkle stilleben, Englen fra 2006, som viser den dejligste fjer, der lige er dalet ned og har lagt sig stille på dørtrinnet ind til stuen. Eller mælkebøtten, der på trods er brudt op gennem betonen og kalder på erindringen om opstandelsen. Og så er der alle de morsomme og skæve malerier af manden, der vrænger masken af sit hoved søndag morgen og bagefter smører sig ind i lyksalighedens hindbærmarmelade. På sæt og vis enkel og fremkommelig kunst, og så alligevel slet ikke. Her bliver slægtskabet med Kvium, Odd Nerdrum og andre i hans egen generation ganske tydelig.

Åh jo, det er virkelig stort. Der er god grund til at anbefale alle at tage bussen til det nordsjællandske og bagefter opfordre sin lokale kirke til at bestille en altertavle. Eller bare fornøje sig kosteligt over de mange iagttagelser, som ikke undragede sig Thomas Kluges sans for detaljer!

To Be or Not To Be - udtrykt i Thomas Kluges malerier.
Udstilling i Dansesalen på Kronborg
5. september – 8. november 2009