Stuk

Morsom og fornem skuespilkunst præger stykket Stuk. Som titlen i Herman Bangs litterære forlæg allerede antyder det, spidder det 1880’rnes hysteriske opgangsstemning, der ikke uden skarpe hentydninger til den nuværende krise lader stykket ende med et rungende fald ind i tomheden. Men måske er der alligevel håb

Ligesom romanen er stykket belæsset af et virvar af personer og episoder, et utal af små tableauer, som ikke lader sig overskue, hvilket naturligvis i sig selv kan rumme en pointe. Flimmeret truer med at reducere indtrykket til lutter udvortes, ja netop: skuespil. Og der er grund til at lade sig betage af facaden. Skuespillernes præstationer er morsomme, skønt fjollede og fjantet detaljerige. Jens Albinus og Tammi Øst afslører undervejs et vidunderligt sang- og musiktalent, og der bliver danset, gakgakket og fjollet i en grad, som efterlader salen klukkende, klappende.  

Lykkerus blandt pingerne
Første akt foregår i en hæsblæsende festrus. Fire mænd og deres penge, kvinder og alkohol, som tilsyneladende bare flyder. Tilskuerne hvirvles ind i stemningen og mændenes forestillinger om rigdom og lykke og deres brusende og uimodståelige trang til at dyrke lysten. Herluf Berg, en af de fire, fornemt spillet af Jens Albinus, forlader sit arbejde som journalist for at blive direktør for det nye teater Victoria. Teatret udgør omdrejningspunktet for stykket, der skildres i tableauer snarere end i en egentlig handling. Persongalleriet er spraglet. Her er Bergs opstyltede ven Gerster (Helle Fagralid), byggematadoren Ole Martens (Henrik Jandorf), bogholder Spenner (Peter Gilsfort) og Konstantin Adolf (Ernesto Pica Carbone). Desuden blandt andre konferensråd Hein (formidabelt spillet af Paul Hüttel), Gersters pietistiske forældre, Bergs aldrig fuldbyrdede kærlighed, Asta Heltz, og Gersters elskerinde, Mathilde Stern.

Forgyldning er en ting, guld en anden
Fornemmelsen af rungende tomhed tager for alvor form i anden akt. Ikke kun teatrets forgyldte fyrretræsmøbler lader deres sande natur skinne igennem. Sådan sker det også med personerne. Berg og Victoria-teatret trues af fallit. Byggematadoren Martens må revidere byggeriet af Victoria, der i bogstaveligste forstand er ved at falde sammen om hovederne på skuespillerne. Gersters elskerinde, Mathilde Stern, bliver gravid, men Gerster vil ikke kendes ved barnet, og Gerster selv ligger syg i sengen med voldsomme blodstyrtninger. Ingen får sagt eller gjort, hvad de ville eller skulle, og alle efterlades derfor efterhånden mere og mere desillusionerede, opgivende og fortabte i tomrummet. Vi må lære den svære kunst at være små, siger Berg ved stykkets slutning, men den pludselige indsigt forekommer en smule påklistret i al gøglet og virakket. På intet tidspunkt tidligere har Berg vist evnen til at se fremad, men det gør han altså her.

Hentydninger og anakronismer
Instruktøren, Frank Castorf, har tilført det litterære forlæg en række oplagte, morsomme vink til nyere tid, ikke mindst 1960’rne og vores tid titter frem undervejs. Den ubændige trang til at tilfredsstille alle lyster, dyrkelsen af fremmede landes kogekunst og tøj og tilbøjeligheden til at dyrke sin egen lyst, sit eget behov, gør det overmåde oplagt at drage disse paralleller. ”Bankerne ved man da altid, hvor man har” siger Berg henkastet og tilføjer med et glimt i øjet en aktuel bemærkning om Island, ligesom en opiumsscene ledsages af Jimi Hendrix-klingende lydflader. Et enkelt sted synes paralleldragningen at falde helt til jorden. I en af stykkets sidste scener skal hovedpersonerne én for én til samtale med en bankmand. Eller kvinde er det i stykket, i skikkelse af en spadserdragtsklædt Tammi Øst, der taler i mobil og undervejs lige skal kaste en bemærkning om, at hun også skal nå sit fly til New York. Et helt igennem meningsløst og overgjort indslag, som bringer stykket i retning af paradenummer, en knivsæg som stykket flere gange truer med at miste balancen på.

Det er et gedigent og oldgammelt kneb at få folk til at le af aktuelle problemstillinger ved at opmale andre tiders ellers steders tilsvarende situationer. Det Kongelige Teaters opsætning af Stuk er et sådant greb. Og vi lo, og vi lo, og vi gik opløftede over Kvæsthusbroen i nattemørket. Men jeg ved ikke, om vi blev klogere. Stykkets svaghed og styrke er én: Det forskruede facademageri, som skildres så mesterligt og urkomisk i Skuespilhuset og samtidig truer med at opløse stykket indefra. Ikke mindst derfor skal det herfra anbefales, at man anskaffer sig romanen om ikke før turen i teatret, så bagefter.

Stuk
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Til den 21. april 2009
Instruktion: Frank Castorf