1. oktober 2009
OP

Pixars nyeste animationsfilm er i biograferne fra d. 2. oktober, og endnu engang har de formået at skabe en film som voksne og børn kan grine og græde til sammen. Denne gang handler filmen om noget så utraditionelt som en ældre herreDen gamle mand og drengen
En vidunderlig montage viser hurtigt hovedpersonens liv fra nygift, til han nu sidder alene tilbage i sit hus. Verden omkring ham har forandret sig, men drømmehuset har bevaret sit særpræg.
Hvor de fleste film ville ende, er ”Op” kun lige begyndt. Eventyret begynder her. Målet er enkelt: at få flyttet huset til paradisvandfaldet, hvor Carl kan leve sine sidste dage, som i en tabt drøm fra barndommen. Intentionen var at tage alene af sted, men som ventet former alt sig ikke efter planen, og Carl får ledsagelse af en velmenende spejder.
Historien er i sin kerne enkel, men den sjove og forfriskende dialog mellem den lille dreng og den gamle mand bringer ekstra krydderi til begivenhedernes gang.
Helstøbte figurer
Filmen taler uden skam til følelserne, og det er også dens styrke. Man skal være meget kynisk, hvis ikke man bliver revet med af figurerne. Man kan også nøjes med at nyde animationens skønhed, og med hvilken ekspertise teknologien bliver udnyttet. Detaljerne i landskabet giver lyst til at pause billedet, og se nærmere på alt det liv, som filmen indeholder. Med animationsfilm kan man nogle gange være i fare for at tilbringe to timer i selskab med stereotyper og skærmfylde. Det er ikke tilfældet i ”Op”. Her har selv den mindste rolle en distinkt personlighed, der blandt andet vises i form af figurtilpassede bevægelsesmønstre. Teknologien er nu kommet så vidt, at det er muligt at tegne helstøbte figurer, og det gør Pixar med stor overlegenhed.
Glad biografoplevelse
Livslyst og kærlighed er filmens store temaer. Viljen til at leve og udvikle nye bekendtskaber, selvom omverdenen siger at det er for sent. ”Op” er ikke en film om en mand hvis liv er slut, og derfor skal fylde resten af livet med noget ubetydeligt. Den handler om en mand, for hvem en ny tid begynder.
Man kan ikke andet end at beundre Pixar for igen at demonstrere et så højt niveau, som de gør. Det er ikke nogen let opgave at lave film, som taler til mennesker i alle aldre. Tilbage er kun at sætte sig godt til rette i biografstolen og nyde 96 veloplagte minutter, med eller uden børn.
Op
Instruktør: Pete Docter og Bob Peterson
USA, 2009
Spilletid: 96 min.
Astrid Skov-JakobsenFlere anmeldelser