23. oktober 2008
Benedikt af Nursia

Benedikt af Nursia – og reglen der formede Vestens klostervæsen er spændende læsning. Den giver et godt indtryk af klosterlivets dagligdag med bøn og arbejde, dets grundlæggelse og kirkens ageren i verdenEn professor i kirkehistorie gjorde sig engang lystig i begyndelsen af timen, og sagde: ”Kirkehistorie læser man sig glad i”. Det har nu ofte været min erfaring, og dette bekræftes ved læsningen af denne lille bog om den vigtigste af alle ordensgrundlæggere, Benedikt af Nursia (480 – 547).
Bed og arbejd
Fromheden kan godt løbe af med mennesker. Det var den begyndt på i det femte århundrede, og desuden var der store opløsningstendenser. Benedikt så, at der måtte ske noget, hvis ikke åndeligheden helt skulle fordufte, og derfor grundlagde han sin orden. Nu skulle de fromme ikke længere bo for sig, men samles i klostre, og de skulle leve et ordensliv. Den grundlæggende orden var bønnen og arbejdet. Helligånden gjorde sig ikke kun nærværende i tidebønnerne, men også i det nødvendige arbejde i hverdagen.
Krabaske midler til de fromme mænd
Bodil Busk Sørensen fortæller ikke kun om, hvor nemt det var for Benedikt at skabe sin orden. Han var udsat for store modsigelser, og selvfølgelig var der ikke så sjældent bud efter hans gode rygte. Det har altid hørt til den kirkelige snedighed, at man da kunne beklikke hinanden og latterliggøre modstanderen. Vi får et kig ind i en verden, hvor realiteten ikke blot efterlades uden for porten. Man kan se på reglen, at den er skrevet med henblik på brug. Desuden er der ingen tvivl om, at man til tider måtte gribe til temmelig krabaske midler for at holde sammen på de fromme mænd. Når man i gamle dage havde forbrudt sig, måtte man stå strambuks, og derefter kunne man mærke sine rygstykker, og særlig morsomt har det nok heller ikke været at sidde de første fjorten dage efter sådan en tur.
En kirke i verden
Bodil Busk Sørensen glemmer ikke noget af historien og gør den til et skønmaleri; men viser virkelig hele tiden, at kirken agerer i verden og ikke så sjældent også må tage samtidens midler i brug. Man får også et godt indtryk af Benediktinernes fascination af bønnen, arbejdet, liturgien og skønheden. Når man ville have, at mennesker skulle blive på det samme sted et helt liv, så var man også klar over, at der måtte lægges vægt på en eller anden form for skønhed ellers ville menneskers længes ulideligt efter den øvrige verden.
Bogen er udstyret med et pædagogisk efterskrift, hvor man bedes gøre sig overvejelser – enten med studiegrupper, konfirmander og lign. – det er såmænd også interessant.
Bodil Busk Sørensen har et langt forfatterskab bag sig inden for undervisning og pædagogik. I forlaget ALFAs serie om kirkehistoriske personligheder har hun bl.a. udgivet ”Frans af Assisi - en udfordring til vor tid”, ” Ansgar - og religionsmødet i Norden” samt ”Birgitta af Vadstena - pilgrim, profet og politiker”.
Bodil Busk Sørensen: Benedikt af Nursia – og reglen der formede Vestens klostervæsen
Alfa 2008
124 sider – 218 kr.
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser